Okholm (SF) i revser-rollen – skræmmekampagne igen!

Okholm (SF) i revser-rollen – skræmmekampagne igen!

Så kom fløjlshandskerne af, og hjørnetænderne blev spidsede. Min gode kollega, Hans Okholm, gav den som politisk revser i avisen den 4. juni. Det var lidt af en skræmmekampagne mod et eventuelt blåt flertal. Lad mig evaluere Okholms 5 sværdslag:

1: Regionerne bliver nedlagt med fatale følger for Silkeborg Sygehus. Okholm mener tilsyneladende, at folkevalgte på Christiansborg og i byrådet er ringere til fælles problemløsning end regionens folk. Jeg forstår slet ikke tilgangen, men naturligvis sympatisk, at se en SF’er argumentere for mindre statslig indblanden. Det skal jeg huske til senere.

2: Den grønne omstilling af energi opgives. Ikke korrekt. Vi blå er mere liberale og går mere ind for fri konkurrence – i stedet for massive subsidier. Derfor vil vi arbejde med mere realistiske markedsvilkår, som også styrker konkurrencekraften. Samtidig vil vi stoppe den absurde situation, hvor vores støtteordninger betyder, at Danmark taber penge på det internationale el-marked. Men Okholm behøver ikke at være bange. En blå regering vil naturligvis fremme danske erhvervsliv – også innovative miljøvirksomheder.

3: Åerne rettes ud, og miljøet bombes tilbage. En van(d)vittig påstand. Ingen åer skal rettes ud. Planen er at yde en større indsats, så vandet kan flyde i vores vandløb. Det kan f.eks. være skæring af grøde samt fjernelse af træer og aflejringer. Ingen negativ miljøpåvirkning. Okholm ved det og har tidligere kæmpet for det samme. Vi synes, vi bør hjælpe folk og områder, som plages af oversvømmelser – er det forkert?

4: Planloven skal ændres, så Bilka’er skyder op alle vegne. Naturligvis ikke. Planloven er fra 1972, hvor samfundet var helt anderledes. Mange – også tekniske ledere indenfor forvaltningen – ønsker en modernisering af loven, og det er på tide. Så vil flere udsatte områder få nogle udviklingsmuligheder, og vi andre kan agere med sundfornuft á la 2015, når vi udvikler vores samfund. Det har intet at gøre med ødelæggelse af byliv og handel, og Okholm ved det.

5. Nedsættelse af kriminel lavalder vil medføre, at børn revses. En helt uigennemtænkt konklusion, der vist skal spille på folks følelser. Jeg er ikke selv overbevist om, at den kriminelle lavalder bør ændres, men jeg savner så til gengæld noget fornyelse indenfor mange års praksis med en konsekvensløs pædagogik overfor unge med behov for støtte. Den linje har i alt fald ikke løst problemerne med ungdomskriminaliteten. Stop skræmmeriet og kom med løsningstanker, SF.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *