Den 28. sept. havde jeg et indlæg i Jyllandsposten. Der bekymrer jeg mig om tre ting ved den offentlige danske forvaltning inden for planlægning og byggeprojekter: En utidssvarende og restriktiv lovgivning, en myndighedskultur i embedsværket (frem for servicekultur) samt en alt for omfattende klageret til Dansk Naturfredningsforening. Indlægget er faldet Søren Kristensen (Næstfmd. A) for brystet, og han føler sig kaldet til at give mig med grovfilen her i avisen (12-08-14). Særligt aspektet omkring kulturen i embedsværket bruger SK til at fortælle, hvordan jeg nedgør medarbejderne i Silkeborgs Teknik og Miljø.
Udvalget og jeg har masser af samarbejde med vores teknikere og miljøfolk. Det forløber i en god, konstruktiv tone, ligesom faglighed og indsigt er i orden. På samme måde får masser af borgere en fin betjening af vores embedsfolk. Så naturligvis er der ingen personangreb eller antydning af, at embedsfolk er lavet af et særligt ondsindet materiale. Hvis man rent faktisk læser indlægget og tillægger mig bare en smule velvilje, fremgår det tydeligt, at min anke går på et restriktiv regelsæt og den organisationskultur, det skaber i vores offentlige instanser.
Nu skal debatindlæg jo skabe debat. Var det her for hård kost? For nogle måske. Men som politikere og embedsfolk er det nu alligevel vigtigt, at vi husker, hvem vi er her for – nemlig borgerne. Som formand for det tekniske område i Silkeborg får jeg løbende henvendelser, der viser mig, at vi kan gøre det endnu bedre. Derfor vil jeg fastholde min pointe: Vi skal have en ambition om mere borgernærhed inden for plan- og miljøområdet – også i vores kommune. Det skal udmønte sig i en mere borgervenlig fortolkning af regler og reglementer samt endnu bedre borgerdialog. Vi bliver bedre ved at anerkende, at der er forbedringspotentiale og ikke blive sure, når nogen bringer det på bane.